Bayan Audio Bayan 7
Nogle mennesker elsker rustik, landstils-design, mens andre er mere til minimalistiske linjer og børstet metal. Bayan 7 fra Bayan Audio er ikke en højtaler, som falder i nogle af disse kategorier. Den er i stedet lavet til de mennesker, som synes om store, hvide subwoofere, med enorme stykker akryl sat fast på. Bayan 7 har fem indbyggede højtalere så lyden er klar og høj, og den har ikke bare en, men hele to iPod-indgange – men er den prisen på £300 (2.700 kr.) værd?
Design og kvalitet
Bayan 7 er ikke den type højtaler, som står ved siden af dine Penguin Klassikere lige så stille på reolen, men er i stedet en højtaler, som dominerer en plads i en moderne opholdsstue.
Det meste af modellen er en stor firkantet subwoofer. Foran er et stort stykke klart akryl, hvor der på hver side sidder en diskant ved siden af de runde højtalere. Det er et meget usædvanligt design, som også har delt vandene meget her på redaktionen, med nogle på den ene side, som siger at de godt kan lide det moderne design, mens andre siger at Bayan 7 er ”grim” og ”ligner en vaskemaskine”.
Det er meget individuelt om du kan lide den eller ej, men hvis du er mest til den landlige stil, så bliver denne højtaler nok aldrig noget for dig. Har du derimod en stue fyldt med glasborde med stålben, så er Bayan 7 nok mere din stil.
Højtaleren kommer i både hvis og sort. Vi testede den hvide model, og det virkede lidt som om den var blevet smidt i vaskemaskinen med en rød sok, for den havde et umiskendeligt lyserødt skær. Det var dog kun noget man lagde mærke til når lyset faldt på en bestemt måde. Måske er det ikke et problem på alle enheder, men hvis vi lige havde givet £300 for en højtaler, så skal farven også være i top.
Højtaleren vejer lige under 7 kilo, så det er en heftig model og vi anbefaler at du finder det sted den skal stå i din stue, og så ikke forsøger at flytte den derfra igen. Men med sådan en vægt får man også følelsen af at det er en velbygget højtaler man har fingrene i. Subwooferen er omkranset af tykt træ, som Bayan påstår giver en mere naturlig lyd. Alle andre dele er bearbejdet af metal.
Den overlever nok ikke at blive kastet rundt med, men skulle uheldet være ude og højtaleren ryger på gulvet, så skulle den nok kunne overleve det.
Features
På forsiden af det store stykke akryl sidder ikke bare en, men to iPod-stationer. Hvorfor skal man bruge to? Det er et godt spørgsmål. Det simple – og åbenlyse – svar er, at så kan du have sat to iPods til på en gang, selvfølgelig.
Men hvorfor har man behov for to? Det er også et godt spørgsmål. Hvis du evig og altid er uenig med din partner / kæreste / værelseskammerat om, hvilket musik der skal spilles – så sætter du bare hver jeres iPod i, og så kan du med fjernbetjeningen skifte imellem dem, uden at du er nødt til at gå op og skifte noget manuelt.
Det er en udmærket ide, men vi har lidt svært ved at se hvornår man rent faktisk skal bruge denne funktion. Det er ikke det sværeste og mest krævende i verden at skifte en iPod til en anden, og hvis i alligevel skændes om hvilken musik i skal høre vil skænderiet blot rykke sig til at blive om hvem der styrer fjernbetjeningen. Vi har spurgt lidt rundt i vores omgangskreds, og det er meget få der rent faktisk kan se dem selv bruge denne feature.
Men hvis du bruger featuren og har to iPods sat til på en gang, så er det i det mindste meget nemt at skifte mellem dem. Det sker ved blot at trykke på en knap på fjernbetjeningen. Den første iPod pauser den sang den er i gang med når du skifter, og du kan derfor nemt vende tilbage til den samme sang igen, når du skifter tilbage til den første iPod.
Fjernbetjeningen styrer også volumen, bas og diskanten, så du kan nemt styre lyden og få den præcis som du vil have. Der er ikke en feature der gør det muligt at se hvor højt eller hvor lavt de forskellige er sat, så ofte bliver du nødt til at lytte til musikken og gætte hvilket niveau de er på. Med de forskellige musikgenre vi har afprøvet, synes vi det er bedst når bassen er sat på det højest mulige niveau.
Den eneste knap du finder bag på højtaleren er volumen-knappen, så hvis du mister fjernbetjeningen kan du altså ikke ændre på lydindstillinger eller skifte mellem iPods. Når man tænker på hvor nemt det er at få sådan en fjernbetjening væk, så er det lidt bekymrende at der ikke er flere kontrol-knapper på selve højtaleren.
Der er en aux-port og et medfølgende 3,5mm kabel, så du kan sætte andre enheder ud over iPods og iPhones til. Du kan også sætte din iPad til og oplade den gennem USB-porten.
Lydkvalitet
Når subwooferen er så stor og prangende, så forventer man at lyden er høj nok til at naboerne vil begynde at klage. Lyden var som sådan høj, men den var ikke høj nok til lukke lyden af fuglekvidder ude fra reden lige udenfor vinduet. I testrummet, som er på størrelse med en stor opholdsstue, var lyden høj og fyldte rummet godt ud. Bassen var varm, men ikke videre kraftig.
Når volumen bliver skruet helt op, så kan man fornemme at der er lidt forvrængning af lyden. Men det er ikke det største problem, og de fleste mennesker til en fest vil ikke lægge mærke til det – og dem der gør har ikke drukket nok, så dem giver du lige et ekstra shot.
Højtaleren kan andet end at spille høj musik. Hvis du vil have det lidt mere roligt og hygge med en podcast eller med radio, så kan den indstilles til tale-mode. Det gør at lyden i den lave ende bliver udlignet, så tale bliver tydeligere. Vi er ikke helt sikre på om der er nogen som rent faktisk vil bruge denne funktion, men det gør bestemt ikke noget at den er der.
Konklusion
Der er helt sikkert flottere og mere stilede højtalere på markedet, og lyden vil ikke gøre lyd-entusiaster helt tilfredse, men Bayan 7 vil helt sikkert kunne spille din fest op. Fjernbetjeningen vil være nyttig når du er lidt mere doven, bare vær sikker på at du ikke smider den væk.
7 ud af 10 stjerner.