Sådan tester du din internetforbindelse

Hvis du synes din internetforbindelse kører langsomt, kan du selv teste om hastigheden er korrekt, og om du får den hastighed, du betaler for.

Du kan kun teste forbindelsen ved fysisk at være på stedet hvor du skal teste. Hvis det ikke er muligt, kan du fjernstyre en computer på adressen.

Hvad dækker mit abonnement

Start med at finde ud af hvad dit internetabonnement dækker.

I mange internet abonnementer er der forskel på download og upload hastighed.

Hvis dit abonnement f.eks. hedder 10/1, betyder det at du har 10 Mbps (Megabit pr. sekund) i download og 1 Mbps i upload hastighed.

Ofte er den hastighed der reklameres med, den maksimalt opnåelige hastighed på forbindelsen. Minimumshastigheden, dvs. den hastighed udbyderen kan garantere, er ofte langt lavere, og du kan derfor ikke påregne at få den maksimale hastighed hele tiden.

Hvis du har en fiberforbindelse, er der som regel en garanteret hastighed. Dvs. ved en 10/10 forbindelse er det reelt også 10Mbps, du kan måle.

Inden du tester hastigheden

Den hastighed din udbyder garanterer, er på et kablet netværk. Hvis du tester din forbindelse mens computeren er på Wi-Fi, vil du måle en lavere hastighed, da trådløst netværk, ikke så hurtigt som et kablet netværk.

For at få det rigtige måleresultat, skal alt udstyr der er koblet til dit netværk være koblet fra. Sluk alt udstyr der er tilsluttet, både via kabel og Wi-Fi. Dvs. alle computere, tablets, mobiltelefoner, TV, printere osv.

Test hastigheden

Når alt udstyr er frakoblet, er du klar til at starte testen.

Tilslut din computer direkte til routeren med et netværkskabel, og slå det trådløse netværk på computeren fra. Netværkskablet skal være et godkendt Cat. 5 eller 6 kabel.

Alle øvrige netværkskabler skal tages ud af routeren.

Luk alle browsere og programmer der kører på computeren. Hvis du har et antivirusprogram eller et spamfiler kørende, kan det påvirke målingen, så prøv at deaktivere det, mens du laver testen (husk at aktivere det igen)

Der findes en del forskellige hjemmesider, hvor du kan teste internethastigheden. Jeg bruger som regel Speedtest.net, som også er den der bliver brugt på bl.a. Fibia’s og Yousee’s hjemmesider.

Siden er spækket med reklamer, og ser ikke særlig professionel ud, men selve testen, skulle der ikke være noget i vejen med.

Du begynder testen ved at klikke på Start, og efter et øjeblik kan du aflæse din download hastighed (hvor hurtigt du henter data fra internettet) og din upload hastighed (hvor hurtigt du sender data til nettet)

hastighed

Testresultatet i eksemplet her viser en download hastighed på 28,70 Mbps og en upload speed på 43,34 Mbps.

Mbps er forkortelsen for Megabit pr. sekund som er den enhed man måler båndbredde i. Megabit forveksles fejlagtigt ofte med Megabyte, som er enheden for filstørrelse. De to betegnelser har intet med hinanden at gøre, og så alligevel.

Hvis du er interesseret i at regne u,d hvor lang tid det tager at hente en fil af en hvis størrelse, vil regnestykket se således ud.

1 Megabit = 1/8 Megabyte, så hvis du f.eks. vil hente en fil på 10 Megabyte, med den viste download hastighed på 28,70 Mbps, skal du beregne:

28,70/8 = 3,59 Megabyte pr. sekund. Det vil altså tage 10/3,59 = 2,79 sekunder at downloade en fil på 10 MB.

Du kan også bare gå ind på Calctool.org og lave beregningen online.

Testen viser ikke det ønskede resultat

Hvis du ikke modtager den ønskede hastighed, skal du kontakte din internetudbyder.

Inden du gør det, så prøv at lave den samme måling nogle gange, eventuelt fordelt på forskellige dage, og forskellige tidspunkter, så du er helt sikker på resultatet.

Husk at sikre, at alt udstyr der trækker data fra dit abonnement er slukket, inden du foretager testen.

Testen er ok, men jeg synes stadig det er for langsomt

Hvis du kan konstatere at forbindelsen er ok, og du stadig synes det kører for langsomt, kan du vælge at opgradere til en hurtigere forbindelse.

Hvis hastighedsproblemerne primært opstår, når du bruger trådløst internet, skal du se på om dit trådløse udstyr er godt nok, og om dit Wi-Fi udstyr kan optimeres.

Skribent
Stig Ulriksen – Helpdesken.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *